Okay.. Der gaar lige lang nok tid imellem jeg skriver.. Hmm..
I fredags var jeg til Dronningens foedselsdag i ambassadoerens residens. Jeg tog derhen sammen med Kirsten og Marie, mine laerere fra tiden paa hoejskolen, Mette og Maya fra mit hold, og saa det nye hold volontoerer...
Vi kommer ind i residensen, og straks faar jeg bare lyst til at grine.. Der var danskere overalt. Saa for det foerste kan man ikke bare sige det man taenker hoejt mere. Og saa havde folk jakkesaet og nystroegede skjorter. Min skjorte har sgu ikke vaeret stroeget siden Danmark. Her foelte jeg godt nok at tingene var vent paa hovedet i forhold til om morgenen samme dag; hvor jeg havde vadet rundt i mudder, der naermer sig Roskilde '07 i maengder, og ikke vaeret i bad i en uge.. (Badet fik jeg heldigvis inden jeg tog ud til ambassadoeren.)
Men som sagt, saa stod jeg altsaa der, til den fineste havefest jeg endnu har vaeret til, og saa sker det.... Jeg bliver overfaldet af en sort mand i uniform! Tjeneruniform! Gang paa gang overfalder disse kenyanere mig! Og hver gang bliver jeg lige rundt paa gulvet..Foerste gang faar jeg stukket en leverpostejsmad i haanden! Med roedbeder! (Mine ben bliver foelelsesloese), Naeste gang: En stykke kartoffelsalat! (Nu holder mine haender fast i bordet for at jeg kan staa).
Dette bliver lige en tand for meget for mig, og jeg maa begive mig op i baren. Hvor jeg bliver skudt tilbage! En Carlsberg!! En fucking kold Carlsberg!! (Det blev ikke den sidste, Staten betaler gildet!)
Da jeg kommer tilbage til bordet hvor de andre fra gruppen stadig befandt sker aftenens hoejdepunkt. I starten var jeg ikke helt klar over hvad der skete omkring mig. Pigerne fra det nye hold spaerrede for udsynet paa den anden side af bordet. Men langsomt bredtes de ud og det skindende, blanke fad kunne nu tydeligt ses. jeg maatte dog lige kloe mig i oejnene en ekstra gang. For kunne det vaere rigtigt.. Hvad var det mine oejne skuede? Det var kraftedme kold roeget laks!!!!!!!!
Og denne gang faldt jeg altsaa om, godt nok ikke bogstaveligt, men for den tid det tog at indtage dette vidunderlig faenomen fra havet og til det var ovre. Der stod min verden stille. Hvidt broed og roeget laks.. Det var helt fantastisk..
Senere fandt jeg ud af at der ogsaa var snaps i baren inde i huset.. :)
Det er de smaa glaeder der gaelder.. Og toemmermaend er helt forfaerdelige i den her varme..
mandag den 19. april 2010
torsdag den 25. marts 2010
Tror jeg er faldet til..
Okay.. Jeg ved godt det er lang tid siden jeg sidst har givet lyd fra mig herinde. Men jeg har simpelthen ikke orket at skrive.
Jeg er nu kommet ud til min placering i en mindre by 50 km. uden for Nairobi. Og her er de ikke vant til turister, kort sagt hvide mennesker. I Nanyuki, hvor hoejskolen laa, blev man konstant overfaldet af souvenirsalegere og andre maerkelige eksistenser. Her i Ruiru kan man faktisk gaa igennem uden at blive antastet. Det er virkelig befriende.
Jeg bor paa et center kaldet Young Life Africa Children Home. Hjemmet startede med at omfatte gadedrenge tilbage ved dets start i 2003, men der er siden ogsaa kommet foraeldreloese til. I alt er det 35 boern paa stedet i alderen 4-18 aar. Saa der er noget af et spring, men det goer det nu bare lidt mere spaendende. Forskellige aktiviteter til forskellige aldersgrupper.
Inden jeg kom til Young Life havde jeg en masse forhaabninger om hvad jeg skulle lave. De var ikke mindst kommet af det som jeg havde faaet at vide jeg skulle lave. Deriblandt undervisning i primary school, tutoring og selvfoelgelig at lege med boernene. Der stod saagar i mine papirer hjemmefra at jeg skulle ud og finde nye gadedrenge til centeret.
Som saa meget andet her i Afrika og Kenya er intet som man havde forventet! Jeg blev derfor dybt frustreret over at foele mig fuldstaendig tilovers paa centeret. Paa selve centeret er der kun Nursery School, altsaa for boernene i alderen 4-6 aar, hvor engelsk altsaa er meget begraenset. De store drenge gaar i henholdvis primary school inde i byen, og i secondary school 2,5 km. vaek. De kommer foerst tilbage ved 17 tiden. Jeg tog det som et haardt slag, da jeg ikke rigtig kunne se hvad jeg skulle lave her?
Det hele virkede ret formaalsloest for mig, men efter hvad de andre har sagt om deres placeringer. Saa har jeg bare maattet erkende tingene som de er og vaere taalmodig. Hvilket er ret vigtigt her i Kenya. For folk har virkelig god tid! African time...
Min taalmodighed har dog siden vist sig at baere frugt. Jeg ved aldrig hvad den naeste dag bringer. Jeg er langsomt begyndt at undervise drengene i Nursery School, selvom jeg ikke forstaar swahili og de ikke engelsk. Jeg har saa smaat startet et fodboldhold op for de aeldre drenge, for er der noget de gider, saa er det at spille fodbold. Man ved som sagt aldrig hvad der sker den naeste dag hernede. Jeg har vaeret paa tur med to praester: Det forholder sig saadan at centeret ejes af en biskop (selvudnaevnt er min teori), og han kom forbi med sin praesteven fra Nairobi, og foer jeg vidste af det sad jeg paa bagsiden af bilen paa vej mod Mount Kilimanbogo, hvor vi skulle op og afmaale noget land som Biskop Tonny ejede. Undervejs skulle vi selvfoelgelig have frokost, og hvilket sted egner sig ikke bedre end en slagtersnask med fluer og sorte gryder overalt. Kokken var smaafuld, saa der gik en rum stykke tid foer vi fik maden: Roasted goat with ugali. Det var rart endelig at faa noget koed igen. Men hold kaeft, hvor var jeg sikker paa at faa diare her!! Stedet var saa beskidt, koedet hang frit omkring - ikke noget med at have det paa koel, og grillen var saa sort at man ikke kunne se hvad der var grill og hvad der var traekul!
Imidlertid har jeg ingen diare faaet endnu. Kun lidt maveonder efter at have overspist/ ( Ugali ligger ligesaa tungt som hvis man slugte et helt rugbroed!)
Jonatan..
Jeg er nu kommet ud til min placering i en mindre by 50 km. uden for Nairobi. Og her er de ikke vant til turister, kort sagt hvide mennesker. I Nanyuki, hvor hoejskolen laa, blev man konstant overfaldet af souvenirsalegere og andre maerkelige eksistenser. Her i Ruiru kan man faktisk gaa igennem uden at blive antastet. Det er virkelig befriende.
Jeg bor paa et center kaldet Young Life Africa Children Home. Hjemmet startede med at omfatte gadedrenge tilbage ved dets start i 2003, men der er siden ogsaa kommet foraeldreloese til. I alt er det 35 boern paa stedet i alderen 4-18 aar. Saa der er noget af et spring, men det goer det nu bare lidt mere spaendende. Forskellige aktiviteter til forskellige aldersgrupper.
Inden jeg kom til Young Life havde jeg en masse forhaabninger om hvad jeg skulle lave. De var ikke mindst kommet af det som jeg havde faaet at vide jeg skulle lave. Deriblandt undervisning i primary school, tutoring og selvfoelgelig at lege med boernene. Der stod saagar i mine papirer hjemmefra at jeg skulle ud og finde nye gadedrenge til centeret.
Som saa meget andet her i Afrika og Kenya er intet som man havde forventet! Jeg blev derfor dybt frustreret over at foele mig fuldstaendig tilovers paa centeret. Paa selve centeret er der kun Nursery School, altsaa for boernene i alderen 4-6 aar, hvor engelsk altsaa er meget begraenset. De store drenge gaar i henholdvis primary school inde i byen, og i secondary school 2,5 km. vaek. De kommer foerst tilbage ved 17 tiden. Jeg tog det som et haardt slag, da jeg ikke rigtig kunne se hvad jeg skulle lave her?
Det hele virkede ret formaalsloest for mig, men efter hvad de andre har sagt om deres placeringer. Saa har jeg bare maattet erkende tingene som de er og vaere taalmodig. Hvilket er ret vigtigt her i Kenya. For folk har virkelig god tid! African time...
Min taalmodighed har dog siden vist sig at baere frugt. Jeg ved aldrig hvad den naeste dag bringer. Jeg er langsomt begyndt at undervise drengene i Nursery School, selvom jeg ikke forstaar swahili og de ikke engelsk. Jeg har saa smaat startet et fodboldhold op for de aeldre drenge, for er der noget de gider, saa er det at spille fodbold. Man ved som sagt aldrig hvad der sker den naeste dag hernede. Jeg har vaeret paa tur med to praester: Det forholder sig saadan at centeret ejes af en biskop (selvudnaevnt er min teori), og han kom forbi med sin praesteven fra Nairobi, og foer jeg vidste af det sad jeg paa bagsiden af bilen paa vej mod Mount Kilimanbogo, hvor vi skulle op og afmaale noget land som Biskop Tonny ejede. Undervejs skulle vi selvfoelgelig have frokost, og hvilket sted egner sig ikke bedre end en slagtersnask med fluer og sorte gryder overalt. Kokken var smaafuld, saa der gik en rum stykke tid foer vi fik maden: Roasted goat with ugali. Det var rart endelig at faa noget koed igen. Men hold kaeft, hvor var jeg sikker paa at faa diare her!! Stedet var saa beskidt, koedet hang frit omkring - ikke noget med at have det paa koel, og grillen var saa sort at man ikke kunne se hvad der var grill og hvad der var traekul!
Imidlertid har jeg ingen diare faaet endnu. Kun lidt maveonder efter at have overspist/ ( Ugali ligger ligesaa tungt som hvis man slugte et helt rugbroed!)
Jonatan..
torsdag den 25. februar 2010
Hoejskolen over and out.
Det naermer sig nu dagen hvor vi skal sige farvel til MS's globale platform udenfor Nanyuki.
I den sidste uge paa platformen har vi oplevet nogle meget interessante ting. I soendags var vi ude og skulle lave mad med en lokal familie. Det viste sig at moderen (Mary) vi skulle tilberede mad sammen med var ligesaa gammel som os. 20 aar, to boern, hvoraf det ene var 5 aar gammel. Naah ja. Det er jo afrika. Men ugalien skulle laves. Det foregaar ved at man foerst bringer vandet i kog, for derefter at haelde en majsmels blanding i vandet og roerer rundt indtil du faar en fast masse. Det lugtede lidt af snobroed, men smagte af dej.. Resten af maden bestod af kartoffelstuvning med spinat og guleroedder. I starten hjalp jeg meget til med selve madlavningen. Meget atypisk i forhold til min rolle i koekkenet hjemme i Sangstrup. Min karriere som kenyansk koekkenhjaelp stoppede dog brat da Marys mandligenabo kommer ind og brager loes paa swahili om at pigerne burde skaerer spinaten ud, og os maend kigge paa. Jeg tilslutter mig selvfoelgelig straks hans holdning. Da mit ophold i Kenya handler om kulturforstaaelse. Efter maden fik vi lige en kop kaffe, eller det smagte af te med ALT for meget sukker!!
Mandag var Masaiernes tegn..
Vores laerer i kulturforstaaelse James K er masai, selvom han kun er 1,65 hoej. Saa vi skulle selvfoelgelig laerer om hans kultur og stamme. Det vidste sig ogsaa at James som ung havde draebt en loeve med et spyd. Noget der foerhen betoed meget i masai kulturen. Det er selvfoelgelig forbudt at draebe loever nu.
Et led i laeren om masaikulturen bestod i at besoege en lokal masai boma. Og det var altsaa ikke den slags turistede masaier vi moedte. Den slags ifoert de gamle masaiklaeder, kun for turisternes skyld. Her moedte vi 5 maend, som vi skulle hjaelpe med at bygge et hegn rundt om deres hytter. Den eneste af dem som snakkede engelsk var godt hoej paa khat blade. Saa man forstod ikke meget af hvad han sagde, men han ville meget gerne hilse paa os alle. :) Nogle af pigerne blev sat til at muge ud i gedernes fold. Igen var det ikke noget vi 'maend' maatte deltage i.. Istedet skulle vi slaebe en masse grene frem og tilbage for at kunne bygge hegnet rundt om deres boma (en masai familiesgrund med flere hytter og dyr). Hegnet blev bygget af akaciegrene (meget slemme pigge, av) og saa nogle noget mere behagelige buske. Akacie grenene skulle bruges til at holde rovdyr ude af bomaen, saa masaiernes dyr ikke blev spist af rovdyr. I dette tilfaelde hyaener som det stoerste rovdyr i nabolaget.
Om aftenen paa platformen fik vi besoeg af jaevaldrende masaier, som skulle opfoere nogle danse for os, som vi selv skulle deltage i efterfoelgende. Maendene skulle selvfoelgelig hoppe. En ting der er symbol paa manddom, og jo hoejere du hopper des bedre!
Paa loerdag staar den paa Nairobi. Hele holdet tager til Nairobi for at tilbringe de sidste dage sammen inden vi alle skal ud til vores vaertsfamilier. Her skal nogle se bla. Karen Blixens hus, mens ogsaa afrikas naeststoerste slum Kibera.
/Jonatan...
I den sidste uge paa platformen har vi oplevet nogle meget interessante ting. I soendags var vi ude og skulle lave mad med en lokal familie. Det viste sig at moderen (Mary) vi skulle tilberede mad sammen med var ligesaa gammel som os. 20 aar, to boern, hvoraf det ene var 5 aar gammel. Naah ja. Det er jo afrika. Men ugalien skulle laves. Det foregaar ved at man foerst bringer vandet i kog, for derefter at haelde en majsmels blanding i vandet og roerer rundt indtil du faar en fast masse. Det lugtede lidt af snobroed, men smagte af dej.. Resten af maden bestod af kartoffelstuvning med spinat og guleroedder. I starten hjalp jeg meget til med selve madlavningen. Meget atypisk i forhold til min rolle i koekkenet hjemme i Sangstrup. Min karriere som kenyansk koekkenhjaelp stoppede dog brat da Marys mandligenabo kommer ind og brager loes paa swahili om at pigerne burde skaerer spinaten ud, og os maend kigge paa. Jeg tilslutter mig selvfoelgelig straks hans holdning. Da mit ophold i Kenya handler om kulturforstaaelse. Efter maden fik vi lige en kop kaffe, eller det smagte af te med ALT for meget sukker!!
Mandag var Masaiernes tegn..
Vores laerer i kulturforstaaelse James K er masai, selvom han kun er 1,65 hoej. Saa vi skulle selvfoelgelig laerer om hans kultur og stamme. Det vidste sig ogsaa at James som ung havde draebt en loeve med et spyd. Noget der foerhen betoed meget i masai kulturen. Det er selvfoelgelig forbudt at draebe loever nu.
Et led i laeren om masaikulturen bestod i at besoege en lokal masai boma. Og det var altsaa ikke den slags turistede masaier vi moedte. Den slags ifoert de gamle masaiklaeder, kun for turisternes skyld. Her moedte vi 5 maend, som vi skulle hjaelpe med at bygge et hegn rundt om deres hytter. Den eneste af dem som snakkede engelsk var godt hoej paa khat blade. Saa man forstod ikke meget af hvad han sagde, men han ville meget gerne hilse paa os alle. :) Nogle af pigerne blev sat til at muge ud i gedernes fold. Igen var det ikke noget vi 'maend' maatte deltage i.. Istedet skulle vi slaebe en masse grene frem og tilbage for at kunne bygge hegnet rundt om deres boma (en masai familiesgrund med flere hytter og dyr). Hegnet blev bygget af akaciegrene (meget slemme pigge, av) og saa nogle noget mere behagelige buske. Akacie grenene skulle bruges til at holde rovdyr ude af bomaen, saa masaiernes dyr ikke blev spist af rovdyr. I dette tilfaelde hyaener som det stoerste rovdyr i nabolaget.
Om aftenen paa platformen fik vi besoeg af jaevaldrende masaier, som skulle opfoere nogle danse for os, som vi selv skulle deltage i efterfoelgende. Maendene skulle selvfoelgelig hoppe. En ting der er symbol paa manddom, og jo hoejere du hopper des bedre!
Paa loerdag staar den paa Nairobi. Hele holdet tager til Nairobi for at tilbringe de sidste dage sammen inden vi alle skal ud til vores vaertsfamilier. Her skal nogle se bla. Karen Blixens hus, mens ogsaa afrikas naeststoerste slum Kibera.
/Jonatan...
lørdag den 20. februar 2010
Britiske soldater, afrikanske duller og Buddy Love..
Okay...
Igaar var jeg vidne til min foerste kenyanske bytur..
Vi tog paa baren Sportsmans i byen Nanyuki.. Da vi steg ud af Matatuen koerte Akons Sexy girl paa fulde droen og jeg fik straks associationer til det hjemlige og vellidte Buddy Holly. Da vi kommer inden for og lige skal slaa en streg (og skide for diare-ramte Oscars tilfaelde) stoeder vi en i tre skotske soldater, som vi overhovedet ikke forstaar hvad snakker om.
I Kenya er der en stor maengde britiske soldater pga. af militaer anlaeg rundt om i landet. Saa da vi kommer ovenpaa ser man en overflod af stive britiske soldater og afrikanske prostituerede, eller i hvert fald det der ligner...
Pigerne havde i forvejen lavet et MS-hjoerne og oellene var billige. 150 ksh. Hvilket er ca. 10 danske kroner for en Tusker. Afrikansk oel i halvliters flasker! Win win!
Men de britiske soldater skulle selvfoelgelig maenge sig med de hvide piger, trods roedt haar, fregner og utroligt daarlig ansigtspleje.. Egentligt rimeligt til grin!
DJ'en havde en ide om at de britiske soldater var glade for 90'er musik. Saa soundtracket til aftenen skiftede hurtigt fra afrikanske rytmer til Dj Oetzi og Living Next Door to Alice (Who the fuck is Alice?), selvfoelgelig med afbrudte pauser saa det fulde folk kunne synge med.. Det var SAA kliche!
Paa trods af omstaendighederne saa var det sjovt at se hvordan nattelivet fungere hernede. Men man undgaar aldrig helt den sikre osteklokke man gaar ind i. Da der udenfor baren stod bevaebnede vagter ved en kaempe staalport, og da vi skulle tilbage til hotellet skulle det ogsaa foregaa i en Matatu. Da det ikke er sikkert at gaa rundt omkring i byen om natten.
Det kraever dermed en hvis stabilitet i den ovoerste halvdel af hjernebarken for ikke at komme ud i ulykker. Det er i det hele taget smart, da de prostituerede ogsaa har en hvis interesse. Og man skulle helst ikke give dem en ide om at den var gengaeldt. Hvilket de britiske soldater ikke helt havde forstaet..
Men det var befriende lige at slippe vaek fra undervisningen for en stund og samtidig lave noget aktiv kulturforstaelse/forvridning.
Jonatan
Igaar var jeg vidne til min foerste kenyanske bytur..
Vi tog paa baren Sportsmans i byen Nanyuki.. Da vi steg ud af Matatuen koerte Akons Sexy girl paa fulde droen og jeg fik straks associationer til det hjemlige og vellidte Buddy Holly. Da vi kommer inden for og lige skal slaa en streg (og skide for diare-ramte Oscars tilfaelde) stoeder vi en i tre skotske soldater, som vi overhovedet ikke forstaar hvad snakker om.
I Kenya er der en stor maengde britiske soldater pga. af militaer anlaeg rundt om i landet. Saa da vi kommer ovenpaa ser man en overflod af stive britiske soldater og afrikanske prostituerede, eller i hvert fald det der ligner...
Pigerne havde i forvejen lavet et MS-hjoerne og oellene var billige. 150 ksh. Hvilket er ca. 10 danske kroner for en Tusker. Afrikansk oel i halvliters flasker! Win win!
Men de britiske soldater skulle selvfoelgelig maenge sig med de hvide piger, trods roedt haar, fregner og utroligt daarlig ansigtspleje.. Egentligt rimeligt til grin!
DJ'en havde en ide om at de britiske soldater var glade for 90'er musik. Saa soundtracket til aftenen skiftede hurtigt fra afrikanske rytmer til Dj Oetzi og Living Next Door to Alice (Who the fuck is Alice?), selvfoelgelig med afbrudte pauser saa det fulde folk kunne synge med.. Det var SAA kliche!
Paa trods af omstaendighederne saa var det sjovt at se hvordan nattelivet fungere hernede. Men man undgaar aldrig helt den sikre osteklokke man gaar ind i. Da der udenfor baren stod bevaebnede vagter ved en kaempe staalport, og da vi skulle tilbage til hotellet skulle det ogsaa foregaa i en Matatu. Da det ikke er sikkert at gaa rundt omkring i byen om natten.
Det kraever dermed en hvis stabilitet i den ovoerste halvdel af hjernebarken for ikke at komme ud i ulykker. Det er i det hele taget smart, da de prostituerede ogsaa har en hvis interesse. Og man skulle helst ikke give dem en ide om at den var gengaeldt. Hvilket de britiske soldater ikke helt havde forstaet..
Men det var befriende lige at slippe vaek fra undervisningen for en stund og samtidig lave noget aktiv kulturforstaelse/forvridning.
Jonatan
onsdag den 17. februar 2010
Mount Kenya expeditionen pt.2
Helvede tur/retur, med et strejf af himmel
Matatu-ulykken
Vores tur til Mt. Kenya startede kl. 8 om morgenen paa hoejskolen. Vi blev hentet af vores safari-pusher Elliud og koert ind til hans kontor i den naertliggende by Nanyuki. Her fik vi udleveret soveposer og andet som vi nu ville leje. For mit vedkommende drejede det sig om en vellugtende afrikansk sovepose til 400 ksh. Per nat. Hvilket svarer til 55 kr. for to naetter.
Derefter skulle vi lige shoppe lidt rundt i byen og koebe diverse chokoladebarer og kiks til turen, samt afvise diverse souvinirsaelgere, som stadig ikke har fattet at vi ikke vil koebe noget hver gang vi er i byen.
Da vi igen satte os ind i den Matatu (minibus i Kenya) som skulle koerer os ud til gaten ved foden af Mt. Kenya begyndte himlen at samle sig over os og moerke skyer drev ind over os. Trist at skulle gaa op ad Mount Kenya i regnvejr. Regnen begyndte at sile ned under koereturen, men heldigvis stoppede den inden vi naaede gaten. Vi kunne aande lettede op. Troede vi, for den sidste del af koereturen foregik op ad bakke paa en ikke-asfalteret vej, der var fuldstaendig mudret! Underlaget svarede altsaa til et glatbanekursus. Matatuen slingrede fra side til side, og foer vi vidste af det stod bilen op ad en jordbunke i groeften. Straks kommer 7 kenyanere loebende og begynder at skubbe bilen fri. Vi spurgte om de havde brug for hjaelp, for vi sad jo stadig i bilen, men nej, guiden lukkede bare doeren og begyndte at hjaelpe de andre.
Foerste dag paa Mt. Kenya.
Det lykkedes endelig at faa Matatuen fri, og vi kom sikkert op til gaten. Her skulle den foerste opstigningen starte. Pga. regnen fra tidligere paa dagen havde regnskoven ved foden af mt. Kenya faaet et drivhus agtig temperatur og 3,5 times gaatur med fuld oppakning skulle vise sig at blive virkelig haard.
Vi skulle den foerste dag gaa 9 km. op til 3300 meters hoejde. Og allerede her kunne jeg maerke en begynde hovedpine placeret i baghovedet: hoejdesyge. Trist paa foerstedagen. Men op kom vi da allesammen en efter en og det var da heller ikke en stejl stigning. Idag var varmen den vaerste fjende.
Anden dagen = 14 km
Jeg vaagenede om morgenen kold, og naesten uden at have lukket et oeje. Hytten, som vi havde sovet i, var fuldstaendig kold og blaesten havde naermest luftet hytten fra dets fundament i loebet af natten. Det skal lige siges at hytten var bygget ca. paa samme maade som det gennemsnitlige redskabsskur i Danmark.
Efter morgenmaden laa nu 14 km. i kuperet taerren foran os. Kongeetapen. Vi fandt hurtigt ud af at selvom temperaturen heroppe var meget koldere end hvad vi var vant til i Afrika, saa var en sweatshirt altsaa for meget toej at have paa. Man fik hurtigt varmen naar man gik.
Undervejs kunne vi fylde vores vandflaske i baekke, der loeb ned fra bjerget. En meget smuk og idyllisk maade at faa vand paa. Indtil man puttede tre draaber rensende chlor i for ikke at faa daarlig mave. Straks lugtede vandet af svoemmehal og ikke det mest tiltraekkende at skulle drikke.
I takt med at vi bevaegede os langsomt op tog min hovedpine til. Det eneste man kunne goere mod hoejdesygen er at drikke en masse vand, og saa selvfoelgelig gaa langsomt opad for at kroppen havde tid til at tilpasse sig hoejden, og saa begyndte ilten selvfoelgeli
g ogsaa at blive tyndere.
Men da vi kom over den vaerste stigning paa dagen og ned i dalen mellem bjergtinderne blev det straks mere interessant: Naturen og sletterne her var simpelthen taget ud af Rohan-riget fra Ringenes Herre. Et helt fantastisk syn.
Efter ca. 7,5 time med rygsaek, hovedpine og utroligt oemme ben naaede vi Camp Shipton i 4200 meters hojde lige ved foden af Mt. Kenyas hoejeste tinde.
Tredje dag: Nej nej nej
Den sidste dag startede kl. 2.45 om natten, hvor vi stod op i baelgravende moerke, fik en kop te og nogle chips. For derefter at ifoere os pandelygter, skiundertoej og regnjakker til de sidste 4 km. til Mt. Kenyas naesthoejeste tinde i 4950 meters hoejde. Stigningen skulle forceres uden tasker, heldigvis. For jeg var helt sikkert faldet bagover med rygsaekken paa og lige lugt ned i helvede. Men op ad gik det, og kl. 6 stod vi paa toppen af Kenya og kunne se solen stod op. For nogle minutter forsvandt min hoejdesyge og konstante brok over at skulle gaa og gaa. For hold kaeft et syn. Man stod og kunne se ned paa skyerne, og det hele saa fuldstaendig uvirkeligt ud! Skyerne lignede oliemalerier og luften var saa tynd at man ikke rigtig kunne fylde lungerne.
Turen ned til Camp Shipton igen virkede overhovedet ikke slem og morgenmaden tilbage paa campen bestood af pandekager, baked beans og aeg. YES!
Efter morgenmaden gik realiteterne igen op for os: Vi skulle nu gaa ca. 30 km. Alt det som vi havde forceret de to foerste dage skulle nu klares inden kl. 17! Det kunne selvfoelgelig kun lade sig goere fordi at vi ikke skulle passe paa hoejdesygen mere. Men hold kaeft en lang gaatur!!
Da vi naede det sted hvor vi havde overnattet den foerste dag var kl. 13.45 og vi var nede ved gaten ca. kl. 16.30.
Halvdelen af vores gruppe paa 14 havde vabler paa foederne, men jeg slap ganske let. Paa trods af at jeg havde gaaet hele turen i de kondisko jeg havde koebt dagen forinden i Nanyuki.
Saa alt i alt var det en pisse ubehagelig tur med hovedpine i tre dage og oemme ben. Men det kick man fik af at staa paa toppen kan ikke beskrives!
Matatu-ulykken
Vores tur til Mt. Kenya startede kl. 8 om morgenen paa hoejskolen. Vi blev hentet af vores safari-pusher Elliud og koert ind til hans kontor i den naertliggende by Nanyuki. Her fik vi udleveret soveposer og andet som vi nu ville leje. For mit vedkommende drejede det sig om en vellugtende afrikansk sovepose til 400 ksh. Per nat. Hvilket svarer til 55 kr. for to naetter.
Derefter skulle vi lige shoppe lidt rundt i byen og koebe diverse chokoladebarer og kiks til turen, samt afvise diverse souvinirsaelgere, som stadig ikke har fattet at vi ikke vil koebe noget hver gang vi er i byen.
Da vi igen satte os ind i den Matatu (minibus i Kenya) som skulle koerer os ud til gaten ved foden af Mt. Kenya begyndte himlen at samle sig over os og moerke skyer drev ind over os. Trist at skulle gaa op ad Mount Kenya i regnvejr. Regnen begyndte at sile ned under koereturen, men heldigvis stoppede den inden vi naaede gaten. Vi kunne aande lettede op. Troede vi, for den sidste del af koereturen foregik op ad bakke paa en ikke-asfalteret vej, der var fuldstaendig mudret! Underlaget svarede altsaa til et glatbanekursus. Matatuen slingrede fra side til side, og foer vi vidste af det stod bilen op ad en jordbunke i groeften. Straks kommer 7 kenyanere loebende og begynder at skubbe bilen fri. Vi spurgte om de havde brug for hjaelp, for vi sad jo stadig i bilen, men nej, guiden lukkede bare doeren og begyndte at hjaelpe de andre.
Foerste dag paa Mt. Kenya.
Det lykkedes endelig at faa Matatuen fri, og vi kom sikkert op til gaten. Her skulle den foerste opstigningen starte. Pga. regnen fra tidligere paa dagen havde regnskoven ved foden af mt. Kenya faaet et drivhus agtig temperatur og 3,5 times gaatur med fuld oppakning skulle vise sig at blive virkelig haard.
Vi skulle den foerste dag gaa 9 km. op til 3300 meters hoejde. Og allerede her kunne jeg maerke en begynde hovedpine placeret i baghovedet: hoejdesyge. Trist paa foerstedagen. Men op kom vi da allesammen en efter en og det var da heller ikke en stejl stigning. Idag var varmen den vaerste fjende.
Anden dagen = 14 km
Jeg vaagenede om morgenen kold, og naesten uden at have lukket et oeje. Hytten, som vi havde sovet i, var fuldstaendig kold og blaesten havde naermest luftet hytten fra dets fundament i loebet af natten. Det skal lige siges at hytten var bygget ca. paa samme maade som det gennemsnitlige redskabsskur i Danmark.
Efter morgenmaden laa nu 14 km. i kuperet taerren foran os. Kongeetapen. Vi fandt hurtigt ud af at selvom temperaturen heroppe var meget koldere end hvad vi var vant til i Afrika, saa var en sweatshirt altsaa for meget toej at have paa. Man fik hurtigt varmen naar man gik.
Undervejs kunne vi fylde vores vandflaske i baekke, der loeb ned fra bjerget. En meget smuk og idyllisk maade at faa vand paa. Indtil man puttede tre draaber rensende chlor i for ikke at faa daarlig mave. Straks lugtede vandet af svoemmehal og ikke det mest tiltraekkende at skulle drikke.
I takt med at vi bevaegede os langsomt op tog min hovedpine til. Det eneste man kunne goere mod hoejdesygen er at drikke en masse vand, og saa selvfoelgelig gaa langsomt opad for at kroppen havde tid til at tilpasse sig hoejden, og saa begyndte ilten selvfoelgeli
g ogsaa at blive tyndere.Men da vi kom over den vaerste stigning paa dagen og ned i dalen mellem bjergtinderne blev det straks mere interessant: Naturen og sletterne her var simpelthen taget ud af Rohan-riget fra Ringenes Herre. Et helt fantastisk syn.
Efter ca. 7,5 time med rygsaek, hovedpine og utroligt oemme ben naaede vi Camp Shipton i 4200 meters hojde lige ved foden af Mt. Kenyas hoejeste tinde.
Tredje dag: Nej nej nej
Den sidste dag startede kl. 2.45 om natten, hvor vi stod op i baelgravende moerke, fik en kop te og nogle chips. For derefter at ifoere os pandelygter, skiundertoej og regnjakker til de sidste 4 km. til Mt. Kenyas naesthoejeste tinde i 4950 meters hoejde. Stigningen skulle forceres uden tasker, heldigvis. For jeg var helt sikkert faldet bagover med rygsaekken paa og lige lugt ned i helvede. Men op ad gik det, og kl. 6 stod vi paa toppen af Kenya og kunne se solen stod op. For nogle minutter forsvandt min hoejdesyge og konstante brok over at skulle gaa og gaa. For hold kaeft et syn. Man stod og kunne se ned paa skyerne, og det hele saa fuldstaendig uvirkeligt ud! Skyerne lignede oliemalerier og luften var saa tynd at man ikke rigtig kunne fylde lungerne.
Turen ned til Camp Shipton igen virkede overhovedet ikke slem og morgenmaden tilbage paa campen bestood af pandekager, baked beans og aeg. YES!
Efter morgenmaden gik realiteterne igen op for os: Vi skulle nu gaa ca. 30 km. Alt det som vi havde forceret de to foerste dage skulle nu klares inden kl. 17! Det kunne selvfoelgelig kun lade sig goere fordi at vi ikke skulle passe paa hoejdesygen mere. Men hold kaeft en lang gaatur!!
Da vi naede det sted hvor vi havde overnattet den foerste dag var kl. 13.45 og vi var nede ved gaten ca. kl. 16.30.
Halvdelen af vores gruppe paa 14 havde vabler paa foederne, men jeg slap ganske let. Paa trods af at jeg havde gaaet hele turen i de kondisko jeg havde koebt dagen forinden i Nanyuki.
Saa alt i alt var det en pisse ubehagelig tur med hovedpine i tre dage og oemme ben. Men det kick man fik af at staa paa toppen kan ikke beskrives!
fredag den 12. februar 2010
Mount Kenya expeditionen
Nu sker det...
Idag tager vi 14 ms'ere afsted for at bestige Mount Kenya.. Afrikas naesthoejeste bjerg!
Vi har lige shoppet alverdens energibarer for ikke at gaa sukkerkolde paa vej op.. Men er sikker paa at jeg i forvejen har pakket alt for meget til turen.
Men glaeder mig allerede nu til at fortaelle mere om det, naar turen forhaabentlig er veloverstaaet..
Kenya Hakuna Matata...
Kwa Heri
Jonatan..
Idag tager vi 14 ms'ere afsted for at bestige Mount Kenya.. Afrikas naesthoejeste bjerg!
Vi har lige shoppet alverdens energibarer for ikke at gaa sukkerkolde paa vej op.. Men er sikker paa at jeg i forvejen har pakket alt for meget til turen.
Men glaeder mig allerede nu til at fortaelle mere om det, naar turen forhaabentlig er veloverstaaet..
Kenya Hakuna Matata...
Kwa Heri
Jonatan..
Abonner på:
Opslag (Atom)